Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Dét er fælles for os i Dagtilbud Gistrup

Dagtilbud Gistrup; 12 institutioner - én organisation

Dagtilbud Gistrup udgør 12 institutioner, der er beliggende i Gistrup, Gug og Visse. Vi er en blanding af børnehaver og 0-6 års institutioner, og vi består af både store og små institutioner.

Dagtilbud Gistrup består af følgende institutioner:

Børnehaven Bikuben, Daginstitutionen Løvehjerte, Daginstitutionen Fortuna, Gug Børnehave, Børnehaven Korevej, Daginstitutionen Tophøj, Daginstitutionen Roden, Børnehaven Yggdrasil, Daginstitutionen Grenen, Børnehaven Knuden, Børnehaven Vaarst og Børnehaven Flik-Flak.

Ledelsen i dagtilbuddet er organiseret med én dagtilbudsleder samt en pædagogisk leder i hver institution, samarbejdende i et ledelsesteam om dagtilbuddets samlede udvikling. I ledelsesteamet drøftes fælles visioner, strategier, rammer, drift og omsætning for herigennem at understøtte den bedst mulige løsning af kerneopgaven.

Den pædagogiske leder er ansvarlig for børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse samt medansvarlig for institutionens drift.

Dagtilbudslederen har det overordnede ansvar for dagtilbuddets samlede budget, drift og udvikling.

Ved uforløste udfordringer vedr. dit barns dagtilbud, kan øverste ledelse kontaktes, de prioriterer den gode dialog og vil forsøge hjælpe:

Dagtilbudsleder for Dagtilbud Gistrup Karin Andreasen kan kontaktes på 31 99 09 71

Områdeleder Helle Berg kan kontaktes på 25 19 92 15

Der samarbejdes ligeledes på tværs i dagtilbuddet f.eks. via netværksgrupper, div. arbejdsgrupper, konkrete fælles tiltag, fælles personalemøder, kurser og uddannelse.

Eksempler på samarbejde i Dagtilbud Gistrup

• Fællesåben i ferieperioderne

• Evalueringskultur - INEVA

• Det Grønne flag

Normering

Børnehaverne har vippenormering, således at de pr. 1/8 hvert år kan have 10 % færre børn og pr. 31/7 kan have 10 % flere. Vuggestuedelen i Daginstitutionerne indgår ikke i vippenormeringen. 

 

 

Bestyrelse – Dagtilbudsbestyrelse og institutionsbestyrelse

Forældreinddragelse på dagtilbudsområdet er fastlagt i Dagtilbudsloven, samt i Aalborg Kommunes overordnede politikker vedrørende dagtilbud. Forældreinddragelse på bestyrelsesniveau er på to ben - henholdsvis dagtilbudsbestyrelser og institutionsbestyrelser. Dagtilbudsloven anvender konsekvent betegnelsen ”forældrebestyrelse”, hvilket i Aalborg Kommune kan henvise til både bestyrelsen for dagtilbuddet og institutionsbestyrelsen i den enkelte daginstitution.

Der afholdes hvert år et introkursus omkring bestyrelsesarbejde for nyvalgte medlemmer. Introkurset har til formål at give alle bestyrelsesmedlemmer en forståelse af, hvad det vil sige at være medlem af en institutions- og dagtilbudsbestyrelse. 

Læs mere om bestyrelsesarbejdet på Aalborg Kommunes hjemmeside. 

 

Økonomiske principper

Dagtilbud Gistrup har som overordnet mål at sikre en økonomisk bæredygtig udvikling af institutionerne i dagtilbuddet, samt at arbejde for fleksible og udviklingsorienterede miljøer, hvor mangfoldigheden i det daglige pædagogiske arbejde bevares.

På den baggrund har vi udarbejdet økonomiske principper i Dagtilbudsbestyrelsen, som skal danne det økonomiske grundlag for det daglige arbejde i Dagtilbud Gistrup.

  • At budgettet for dagtilbuddet er ét fælles budget både hvad angår løn og drift
  • At principper for prioriteringer i budgettet med hensyn til behov og råderum drøftes i lederteamet 
  • At vi arbejder henimod, at større investeringer og indkøb prioriteres og besluttes i lederteamet og/eller dagtilbudsbestyrelsen.
  • At store investeringer i Dagtilbuddet, så vidt muligt, besluttes ved budgetårets start.
  • At vi tilstræber en ensartet standard på vedligeholdelse i Dagtilbuddets institutioner.
  • At de afsatte midler og kurser og efter- og videreuddannelser bruges til dette formål.
  • At alle institutioner i Dagtilbud Gistrup er medansvarlige i forhold til overholdelse af dagtilbuddets samlede budget.

 

Vores arbejde med ’Den styrkede pædagogiske læreplan’

I vores Dagtilbud og lokalt i vores institutioner arbejder vi netop med realisering af den styrkede pædagogiske læreplan, som blev vedtaget i 2018.

Den pædagogiske læreplan udgør fundamentet og den fælles retning for det pædagogiske arbejde med børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse, hvor legen er grundlæggende, og børneperspektivet er tydeligt. Den pædagogiske læreplan udarbejdes lokalt i institutionerne med ud­gangspunkt i det fælles pædagogiske grundlag samt de seks læreplanstemaer og de tilhørende pæda­gogiske mål for sammen­hængen mellem det pæda­gogiske læringsmiljø og børns læring.

Rammen for at udarbejde den pædagogiske læreplan er Dagtilbudsloven og dens overordnede formålsbestemmelse samt den tilhørende bekendt­gørelse. Loven og bekendtgørelsen er udfoldet i publikationen Den styrkede pædagogiske læreplan, Rammer og indhold, 2018. Publikationen samler og formid­ler alle relevante krav til arbejdet med den pædago­giske læreplan og er dermed en forudsætning for at udarbejde den pædagogiske læreplan.

Med institutionernes lokale læreplan arbejder vi systematisk med at planlægge, følge op på og videreudvikle kvaliteten i det pædagogiske læringsmiljø i vores dagtilbud/institutioner i forhold til vores børnegruppe. Vidensdeling mellem pædagogisk personale samt ledere på tværs af dagtilbuddet vægtes højt. 

Du kan finde nærmere information omkring institutionernes pædagogiske læreplan ved at henvende dig i den pågældende institution.   

 

Overgang til og fra Institutionen – Den gode overgang

I Dagtilbud Gistrup ønsker vi at skabe helhed og sammenhæng i de pædagogiske tilbud og overgange mellem disse. Hver overgang er unik, og dog er der fællesnævnere til stede. Overgangen fra hjemmet, dagpleje og vuggestue til børnehave, fra børnehave til skole er en af flere livsovergange i børn og unges liv. En livsovergang er kendetegnet ved, at den indebærer væsentlige forandringer i barnets liv, fordi barnets identitet, relationer og rolle ændres.

Vores værdier, principper og mål er tænkt omsættelige i samtlige overgange, der kan forekomme for vores aldersgruppe.

Med de konkrete mål og principper for den gode overgang fra dagpleje og vuggestue til børnehave og fra børnehave til skole, er det vores intention at skabe et værdisæt bestående af: Helhed og sammenhæng, Professionalisme, dialog og fællesskaber.

 

Helhed og sammenhæng, Professionalisme, dialog og fællesskaber

Alle børn i Aalborg Kommune skal hjælpes på bedste vis, når de siger farvel til det kendte om det er dagplejen, vuggestuen eller børnehaven, for at skulle videre. I overgangen til det ’nye’, er meget nyt og anderledes end den hverdag, barnet kender og er tryg ved.  Overgange er en stor begivenhed i mange børn og forældres liv, hvorfor tryghed og tillid til de professionelle er særligt vigtig. En god overgang til det ’nye’, er kendetegnet ved fokus på barnets kompetencer, familiens historie og viden samt barnets nærmeste udviklingszone. Ligeledes er fokus på barnets perspektiv en forudsætning for at møde barnet der, hvor det er. Vi vil derfor være nysgerrige på barnets tanker og oplevelser.

Forskning peger på, at læringsmiljøet i dagtilbuddene har stor betydning for, hvordan børnene klarer sig senere i livet - særligt for børn i udsatte positioner. Endvidere peger forskning på, at relationen mellem voksen og barn, er den vigtigste enkeltstående faktor for børns udvikling, trivsel og læring i dagtilbuddene. På den baggrund bliver det af afgørende betydning, at vi samarbejder om at skabe forbindelse mellem det kendte og det nye. Dette for at skabe tryghed for barnet samt bygge videre på de kompetencer, barnet allerede har erhvervet sig i dagplejen, vuggestuen eller børnehaven.

Vi skal i overgangen skabe miljøer, der øger og tilgodeser alle børns forudsætninger. Vi skal gå til opgaven professionelt og med stor indlevelse og altid i et tæt samarbejde med børnenes forældre. Vi har således udarbejdet lokale samarbejdsaftaler for overgangene. Fra dagpleje til institution, fra institution til institution og fra børnehave til skole, som kan findes på institutionernes hjemmeside.

 

Fællesåben

I Dagtilbud Gistrup har vi alle et ansvar for, at vores ressourcer bruges bedst muligt, og herunder har vi valgt at tilbyde Fællesåben i én af vores institutioner i følgende perioder:

  • Uge 29 + 30 i sommerferien (2023)
  • Dagene mellem jul og nytår
  • Fredag efter Kr. Himmelfart
  • Grundlovsdag

Fællesåben betyder, at de børn der har brug for pasning, samles i én af institutionerne i Dagtilbuddet. Vores fællesåbningsperioder er, hvor vi har erfaring for, at der er færrest børn i vores institutioner. fællesåben foregår på skift mellem de tre daginstitutioner i Dagtilbuddet (Daginstitutionen Roden, Daginstitutionen Løvehjerte, Daginstitution Fortuna og Daginstitutionen Grenen).  

Formålet med fællesåbner er, at så mange børn og personale som mulig afholder ferie på samme tid. På den måde anvendes personalets ressourcer bedst muligt for alle børn i løbet af året. Forældrene skal i god tid tilkendegive deres pasningsbehov for den pågældende fællesåbningsperiode og så dækkende som muligt. Således bidrager I til, og vi kan tilpasse vores personaleressourcer bedst muligt, og at flest voksne er på arbejde, når der er flest børn - hele året rundt. De pædagogiske ledere vurderer i forhold til det enkelte børnehavebarn om, om der er behov for at sende en kendt voksen med i den institution, som varetager fællesåbner. For de 0-2-årige er der altid kendt voksen med barnet i den institution, hvor fællesåbningen varetages.

For at give børnene størst mulige genkendelighed og tryghed i fællesåbningen, besøger vi altid, inden start, institutionen hvor fællesåben skal foregå med de børn som skal passes. Vi opfordrer ligeledes forældre til at tage på besøg med deres barn, som kan være betydningsfuldt for både barn og forældre inden fællesåbningen.

Forældrene får information og praktiske oplysninger om den institution, der varetager fællesåben af den pædagogiske leder i egen institution.

Vi vil gøre opmærksomme på, at skulle det vise sig, at der på andre tider af året, er få børn, der har behov for pasning, vil vi undersøge dette, og evt. arrangere fællesåben. Dette skal være drøftet af institutionsbestyrelsen.

 

Tavshedspligt

Personalet har tavshedspligt, ifølge Forvaltningsloven, i forhold til fortrolige oplysninger omkring børn og forældre i dagtilbuddets institutioner.  

 

Underretningspligt

Personalet har jf. Dagtilbudslovens § 153 og § 154 skærpet underretningspligt, hvis de får kendskab til eller formodning om, at et barn har brug for særlig støtte eller lever under forhold, der er til fare for dets udvikling og sundhed. De har i sådanne tilfælde skærpet pligt til at underrette Familie – og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune.